Større tryghed ved køb af kopimaskiner

Pressemeddelelse fra www.ski.dk d.22-11-2005


SKI skærper kravene til de 8 leverandører, der fra 1. januar 2006 kan levere Printere, Kopi- og Multifunktionsmaskiner til det offentlige.

De otte leverandører, der er valgt til den kommende rammekontrakt om Printere, Kopi- og Multifunktionsmaskiner, der ventes at omsætte for 1,1 mia. i kontraktperioden er Atea Danmark A/S, Dell A/S, IKON Office Solutions A/S, Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S, NRG Scandinavia A/S, Sharp Electronics Danmark, TOPNORDIC A/S og Xerox A/S. I alt 15 tilbudsgivere bød ind.

”Vi er glade for, at leverandørerne bakker op om de nye og skærpede, obligatoriske vilkår for køb/leverings-, service-, leasing- og All-in aftaler, som fremover vil sikre SKI´s kunder større tryghed, når de står overfor store indkøb inden for disse produkttyper”, siger adm. direktør Søren Jakobsen, SKI.

Såfremt leverandørerne mod forventning ikke lever op til disse obligatoriske krav, bliver det anset som en væsentlig misligholdelse. Det betyder, at de offentlige kunder straks kan hæve købet med leverandøren, enten helt eller delvist.

Væsentlige nye tiltag

Udover de skærpede krav til leverandørernes standardbetingelser, byder den kommende rammekontrakt på en række væsentlige nye tiltag i forhold til den nuværende rammekontrakt på området.

”Rammekontrakten giver fremover kunderne mulighed for at vælge én leverandør, som totalleverandør til at opfylde kundernes samlede behov for printere samt kopi- og multifunktionsmaskiner. Herudover er der i kontrakten mere fokus på softwarepakker og serviceydelser”, siger Søren Jakobsen.

En lang række offentlige kunder har siddet med ved mødebordet i forbindelse med gennemførelsen af udbuddet og afdækningen af det offentliges behov i forhold til udfordringerne inden for dette produktområde. Med var blandt andre deltagere fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Forsvaret, Beskæftigelsesministeriet, SKAT, Nordjyllands Amt, Odense Kommune og Århus Universitet.

Se fakta om rammekontrakten her

Yderligere oplysninger, kontakt Søren Jakobsen på 33 42 70 12 eller sj@ski.dk


Med venlig hilsen

SKI A/S