Virksomheder i desperat kamp mod leasing-hajer
Til trods for at sagerne afvises som uholdbare af både domstole....
politi og erhvervslivets egen organisation Dansk Erhverv, kæmper en række virksomheder og deres advokater fortsat for at slippe ud af de dyre leasingkontrakter.
All-in: Stadig flere virksomheder oplever, at de leasingaftaler, som de har indgået med forhandlere af kopimaskiner og andre kontormaskiner løber løbsk for dem.
Det fortæller leasingrådgiver Jackie Vest Olsen fra firmaet Visivo, og advokat Anders Rynkebjerg fra advokatfirmaet Tommy V Kristensen.
Sagerne ender ofte med regninger på over 100.000 kroner, og det har indtil videre været meget svært at komme igennem med klager i retssystemet. Loven beskytter som udgangspunkt ikke erhvervsdrivende, som ikke læser dét, de skriver under på.
Men virksomhederne vil ikke finde sig i det, og klagesagerne hober sig op på advokat Anders Rynkebjergs bord.
- Jeg vil skyde på, at jeg nu har omkring 50 sager på mit bord til en værdi af i alt 30 millioner kroner. De allergroveste har jeg politianmeldt som bedrageri, fortæller han.
Svære kontrakter
Det, som virksomhederne føler sig snydt med, er de lange bindingsperioder og ekstraomkostningerne i leasingkontrakterne. Typisk står det med småt, er gemt i bilag eller i komplicerede beregninger.
- Kunden har ofte ikke en kinamands chance for at gennemskue de utroligt indviklede kopikontrakter, som ofte involverer fem variabler, siger Jackie Vest Olsen.
Men politiet har indtil videre afvist sagerne fra Anders Rynkebjerg, og Statsadvokaten har ikke villet ændre på politimestrenes beslutning, fortæller Anders Rynkebjerg.
I andre sager, hvor virksomheder forsøger at komme fri af deres
leasingaftale, har de civile domstole typisk holdt virksomheden fast på
deres aftale, fortæller en anden sagkyndig, leasingforhandler, Bjarne
Rasmussen fra Copy-Tec.
Han har ti års erfaring med leasing af kopimaskiner og han bruges derfor ind imellem som syn og skønsmand af domstolene i retssager.
- I et tilfælde måtte en kunde, der ville fri af sin aftale, betale selskabet fem gange værdien af maskinen. Dommeren sagde blot, at næste gang måtte han tage en lommeregner til hjælp, fortæller Bjarne Rasmussen.
Hos Dansk Erhverv mener advokat Sven Petersen heller ikke, at der er
noget at komme efter i de sager.
Stædig advokat
Men advokat Anders Rynkebjerg vil alligevel forsøge at hjælpe sine
klienter ved at gå til domstolene.
- Jeg tror man kan køre sagerne på reglerne i aftaleloven om ugyldighed og markedsføringsloven, siger han. Hans klienter ønsker først og fremmest af slippe ud af kontrakterne. Men én hans advokatkollegar fra Ret og Raad i København, Jens Hessel, tvivler på, at virksomheder slipper ud af kontrakterne.
- Det er umuligt. Lige så snart der i økonomiske sager er antydningen af ”egen skyld” hos en virksomhed, er der ingen hjælp at hente, siger Jens Hessel
Kilde: Erhvervsbladet.dk
Af af Helen Siegumfeldt
hes@erhvervsbladet.dk